Snublesten

SNUBLESTEN I SKÆRBÆK

I Skærbæk er der tre snublesten til minde om ofre for nazismen. Stenene blev officielt indviet den 5. maj 2025 i forbindelse med markeringen af 80 året for Danmarks Befrielse.


Placering
I det østlige fortov i Nissumsgade ca. 50 meter syd for krydset Storegade-Nissumsgade er der to snublesten til minde om frihedskæmperne Herman Svendsen og Johann Nielsen, der blev dræbt af tyske soldater den 5. maj 1945.


I det sydlige fortov i Jernbanegade er der ud for nr. 10 en snublesten for boghandler Møller, der blev sendt i tysk fængsel for at have tirret besættelsesmagten.


Kort om ofrene i Skærbæk
Herman Svendsen var født i Kolding i 1906. Han var uddannet mejerist og har bl.a. arbejdet på Skærbæk Andelsmejeri. Ved sin død var han lokomotivfører ved byggeriet af Rømødæmningen. Han var gift og havde to drenge.


Herman Svendsen var aktiv i modstandsgruppen i Skærbæk. Gruppen havde tilholdssted i karetmager Niels Jensens værksted i Nissumsgade, hvor der i dag er pizzaria. Om morgenen den 5. maj 1945 var gruppen samlet ved værkstedet, men da de tyske soldater i byen nægtede at overgive sig trods kapitulationen, opstod der uro, nervøsitet og skyderi i gaderne. Herman Svenden forsøgte at skjule sig i værkstedet, men blev opdaget og skudt på stedet.


Johann Nielsen var født i Højer i 1913 og var ved sin død ansat som bogholder i Skærbæk Tømmerhandel i Jernbanegade. Han var gift og havde en pige på 10 måneder.


Johann Nielsen var ligesom Herman Svendsen aktiv i den lokale modstandsgruppe, og den 5. maj om formiddagen fik han til opgave at køre til Døstrup og tage modstandsfolk med ned til grænsen for at hjælpe med bevogtningen efter tyskernes kapitulation. Men da bilen gik i stå i krydset Nissumsgade-Mellemgade i Skærbæk, begyndte tyskerne at skyde, og Johann Nielsen blev ramt i benet af skud gennem bildøren. Han blev nægtet lægehjælp på stedet, og stærkt blødende blev han ført til Ribe Sygehus, men døde af blodtabet.


Alfred Philip Møller var boghandler i Jernbanegade. Han var født i 1904 og døde i 1965. Han var gift og havde to børn.


Da værnemagten forlangte, at boghandleren satte en bekendtgørelse op i butiksvinduet, anbragte han også billeder af en langhalset giraf og et stort sort svin stående på bagbenene. Det blev af værnemagten opfattet som en bevidst provokation og fornærmelse af det tyske rige. Boghandleren blev derfor idømt fængselsstraf i Tyskland og vendte først hjem efter 10 måneder, stærkt nedbrudt på krop og sjæl efter det hårde og ubehagelige ophold i flere forskellige tyske fængsler.

Snublesten-konceptet


Snublesten er små mindesten, som er lagt i fortove til minde om ofre for nazismens forbrydelser under Anden Verdenskrig.


Hver sten er en 10 x 10 cm stor betonklods med en messingoverflade, hvor der er indgraveret navn, fødselsår mm. for den person, der mindes her.


Snublestenskonceptet er udviklet af den tyske kunstner Gunter Demnig, som påbegyndte projektet i 1992. Målet er at bevare mindet om de enkelte ofre på en personlig og lokal måde – direkte dér, hvor de boede eller virkede.


Der findes i dag over 100.000 snublesten i mere end 30 lande, herunder Danmark.